Rrøverhisitorier

Jeg slæber min forslidte krop gennem adskillige minutter af dårlig samvittighed og skam. Tågedisen i mit hovede ser ikke ud til at lette og bekymringer spredes som gift i mine årer. Jeg kan for helvde ikke mere. Ikke mere kvalme. Ikke flere tårer. Ikke mere skam. Jeg kan vitterligt og helt ærligt. Ikke mere.

- Sådan lød det indlæg jeg forsøgte at formulere for nogle måneder siden. Hvorfor jeg ikke fik det postet ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvorfor jeg har vendt bloggen ryggen. Det kan skyldes flere ting, måske at min gamle forslidte dagbog af papir virker mere tillokkende, da jeg kan fylde den med tanker jeg kan genlæse om 30 år, eller blot i morgen når jeg får brug for at vende de tanker jeg ikke kan dele med nogen. Ikke nogen jeg kender i hvert fald. Derfor måske? Jeg tror det. Jeg tror egentlig jeg dræbte min blog den dag jeg fortalte den første om den. Nu er der to der kender den. To af mine nærmeste, mit hoved føder stadig mange tanker, men mine fingre pumper dem med unødvendig censur. Så det må vel stoppe her. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at fortælle om mit liv, der efterhånden er kommet på ret køl igen efter en lang periode med eksamensstress. Sommerferien er over mig og jeg nyder den i fulde drag. Tjalfe er stråler stadig ved min side og jeg synes selv jeg får tid til mine venner.

Måske vender jeg tilbage om lidt tid. Måske finder jeg en anden netblog, måske trives jeg lidt med min håndgribelige papirsdagbog. Det vil tiden jo vise.

- Røver

Nogen gange i denne tid flyder alting sammen. Eksamensræset blander sig med malingen fra vores biler og lange formiddage med sollys kæmper med blæsten om at renvaske min hjerne for tanker.
Jeg havde en aftale med ham i aften. Eller forkert. Havde håbet jeg havde en aftale med ham i aften. På grund af et par uheldige omstændigheder kunne han ikke komme, og jeg sidder her.
Underligt nok føler jeg mig alene, fuldstændig, ubehjælpligt alene. Før i tiden ville jeg have nydt en aften som denne, hvor jeg kunne vælge at sidde for mig selv hele natten, eller ringe til en fra min tilsyneladende uendelige vennekreds.  
Tænker på Ole. På Vince. Det er så uendelig lang tid siden at nogen af os har snakket sammen på to mands hånd. Så lang tid siden at det ikke længere føles naturligt at ringe, bare for at sige hej eller aftale at lege.
Den skuffede kvalme bræder sig endnu engang og jeg kan mærke tårene trille. Jeg fatter ikke hvorfor.
I samme åndedræt som jeg skrev dette, spurgte jeg spagt Ole på msn om han ville være med til noget. Men han var trist.
Kunne åbenbart ikke bruge mit selskab, og underligt nok er jeg ligeglad. Min elskede bedste ven. Hvor dælen blev han af.

.

Han kiggede på mig som om jeg ikke var noget værd. Blikket var køligt og kun afløst af en iskold skulder. Provokationen stak i mig som pile, der nærmest havde form som had. Brændende ønskede jeg i sekunder at slå ham. Bålets flammer kastede skygger på hans ansigt, jeg satte mig ved hans side og min før så spændte hånd blev igen til fingre der kærtegnede hans hår.
I takt med mine berøringer og bålets varme, kunne jeg fornemme hans krop slappe af og hans ansigtstræk bløde op. Jeg kyssede tankerne ud af hovedet på ham, og alting virkede pludseligt ubetydeligt.
Senere da vi lå omslynget og vi havde sagt det der skulle siges tænkte jeg tilbage. Og smilede. Over at det var mig der fik ham til at flamme. Og kun mig.

Heldigvis kom den hjem igen, den lille hunkat med de milde øjne

 .. og så har han tegnet en slange på min kind. Der spytter.

I går var jeg så til den sidste gymnasie fest der bliver holdt i år. Det var en sælsom aften.
Der blev lagt ud med lårkort, lange ben og bowling med drengene, øl og humørpiller (nej, ikke drugs) blev hældt ned i stridestrømme og jeg havde det som blommen i et æg, kun ventende på det farverige dansegulv der kaldte og hviskede så hele min krop gik i stykker. Da jeg endelig fik muligheden, smeltede jeg sammen med lyset og rytmen, desværre var det alt for hurtigt forbi, afløst af dybe samtaler og mit søde kys der gik alt for tidligt hjem.

Han opsøgte mig.
Sagde at jeg ville have gjort ham ulykkelig. Og at vi var alt for forskellige. Mit hjerte lettede en smule, blandet med den velkendte sørgmodighed over at det aldrig blev mig der gjorde ham glad. Smilede i stedet til hende, denne gang oprigtigt, fordi hun kunne. Og fordi hun er sød.
Så så jeg den anden, stående i et hjørne alene. I en omfavnelse betroede hun mig ting jeg kun havde anet svagt og i hendes øjne så jeg en slukket flamme. Måske ville hun have grædt hvis vi havde været alene, måske havde hun spildt tårene allerede.
I en kolbøtterus, blev vi berusede, mens vi spiste pizza og gik en lang tur i området. Vi- ham den sidste og jeg, der aldrig rigtig fik snakket. Det gjorde vi nu, og gynget og grinet. Og sagt ‘Vi ses på mandag’
Ind sprang jeg af bildøren der altid binder
Hjem til et tomt og mørkt hus, der svøbte mig i tanker og forventninger.
Havde lyst til at ringe til Tjalfe, blot for at få alle de andre stemmer ud af hovedet.  

For første gang i år. Græs under tæerne, sol i øjnene og blæst mod bar hud.
Og pludselig føltes alting overkommeligt, varm asfalt, fuglekvidren og søde minder smeltede sammen til vinger der bar os over diget. Bare os to. Ville med glæde have lagt i græsset med dig endnu. Løbet om kap endnu. Og snakket om drømme endnu, mens
befriende latter undslap mine lunger, der i samme åndedrag indtrak luft der lovede snarligsommer, ballade og sød hvidvin. Det sagde jeg også til dig, og du gav mig ret på din egen kringlede måde som jeg først forstod da det var for sent. Da så jeg dig gennem busruden, der satte sig som en endegyldig mur imellem os. Du vandrede videre i sollandskabet i dine hullede shorts og lo og grinede videre og var ubekymret. Mens jeg så mig omkring i den brogede forsamling af folk i grå nuancer og tomme blikke, der ikke så ud til at ense det sommerrige der udspillede sig lige foran dem. Eller bag dem. Bag mig. Flammen blev slukket og selv da asfalten endnu engang plantede sig under mine fodsåler kunne magien ikke genskabes, små rifter kunne pludselig mærkes og foran ventede mig ikke lindring, men derimod hjernegymnastik af værste skuffe.

Goddag AT-projekt om krig og medier. Farvel magiske sommervejr.

Havde I klaver derhjemme?
Nej, det har vi aldrig haft. Kun guitar, trommer og blokfløjte.

Spiller du selv?
Nej, på ingen måde. Dog skal det absolut ikke være nogen hemmelighed at jeg ville ønske jeg gjorde.  

Synger du under bruseren?
Også i dén grad.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Ikke for alvor. Men grynt, det kunne være blæret.

Hvad betyder musik for dig?
 I enkelte momenter kan det føre til b.la. klarsyn, savn, eofori, lykke og vemod.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Jack Johnson’s ‘Upside down’. Åha.
Hvilken sang er din yndlingssang?
Hvilket modbydeligt spørgsmål. Aner det virkelig ikke, da jeg elsker så mange.
Dog kan Ulvesangen stadig røre mig dybt. Jeg er jo trods alt en røver. 

Hvor lang er din musiksamling?
Egentlig ikke utrolig lang, men hvis jeg slår den sammen med min fars (hvilket jeg ofte gør) er den uendelig.

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
‘Absolut Music 3′  Kan I huske dem?

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Enten ‘Danse i måneskin’ eller ‘Barbie Girl’

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Erotisk aften alligevel, det er svært at svare på. Dog forbinder jeg The Beatles med kærlighed og romantik.

Hvilke album er bedst at høre på en søndag?
The Troggs er godt for mig om søndagen. Prince hvis jeg skal ryde op.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Alt med en rytme giver mig lyst til at danse. Men skulle jeg nævne en enkelt blev det ‘Skeleton Song’ med Kate Nash  

Hvad er den første sang, du kan huske?
‘Solen er så rød mor’. Og ellers alt med Eric Clapton.

Hvilke sange gør dig ked af det?
‘I will follow you into the dark’ med Death Cab For Cutie
‘The first day of my life’ - Bright eyes
og ‘Puf den magiske drage’

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Efter lang tids overvejelse er jeg nået frem til at det måtte blive ‘After Hours’ med Velvet Underground, da den er sød, enkel, barnlig og lidt trist.

Hvem var din bedste koncert med?
Har ikke været til så mange koncerter. Men det må være enten Teddybear Suicide eller Magtens Korridorer.

Tager du på festivaler?
Vil rigtig gerne, men har ikke været det endnu.

Hvilke musikere ville du gerne på date med?
Brian Molko fra Placebo. Eller måske David Bowie.  

Jeg tagger:
Øv, i er jo alle optagede. Men ellers Badeanden

En af de dage hvor solen for alvor skinner og hvor blomsterne gør det bedste for at blive bemærket.
En af de dage hvor jeg vågner op ved siden af ham, og hvor han stryger mig over håret, der allerede er hedt af morgenstrålerne.
En af de dage hvor de selvsamme solstråler fordamper dynernes hemmeligheder og hvor uret viser søndag formiddag.
En af de dage hvor omgivelserne ikke hamonerer med den krybende fordærvede mavefornæmmelse der langsomt æder mig op indefra. Og hvor det gør, nærmest fysisk ondt, helt ned i det bagerste af ryggen.
En af de dage hvor jeg føler væmmelse ved at se mig i spejlet, blandet med en underlig ligegyldighed over at gøre noget ved faktumet.
En af de dage hvor jeg spilder ud over mig selv og snakker med mad i munden. Glemmer at ranke ryggen og børste mine tænder.
En af de dage hvor alle mine fejl fremstår som elefanter under et mikroskob - og hvor mine negle er mere flossede end normalt.
En af de dage hvor jeg er sulten uden af have appetit. Og hvor maden smager firkantet og farveløst.
En af de dage hvor jeg fryser, selvom solen forlængst har varmet de sorte lædersofapuder op til kogestadiet.
En af de dage hvor jeg er syg, uden at fejle noget
En af de dage hvor alle mine talenter flyder ud af mine fingerspidser i en lind strøm, mens mine øjne udtryksløst ser på.
En af de dage hvor snottet løber fra min næse, som rotter fra et synkende skib. 
En af de dage der ikke kan reddes af god musik.
En af de dage hvor irritationen over mennesker flænser mig op indefra som nyslebne barberblade og hvor forpligtelser er mere uvelkomne end  atomangreb.
En af de dage hvor jeg har dybe render under øjnene - og en spanskaflevering.
En af de dage hvor jeg kun har lyst til at fråde en kæmpe pose Sourcreme & Oninen- chips uden at tygge en eneste af dem.
En af de dage hvor jeg pludselig kan se hvor beskidte mine ruder er og at min stueplante er gået bort forlængst.
En af de dage hvor en lille ny bums er på vej.
En af de dage hvor alle mine stearinlys er brændt ned og min pære gået ud.
En af de dage hvor jeg opdager at jeg muligvis har lidt skæg.
En af de dage der ses gennem en sløret vakuum-pakket dis, og hvor jeg ikke har lyst til andet end at flade mit lange grimme, smertende, ildelugtende, uvaskede og forpinte legme ud i kosmos kun for at blive plejet af kærlige og varme hænder uden nogensinde at vågne op igen.

- Men helt kart en af de dage jeg elsker ham mest.

En sær rastløshed buldrer igennem min krop, forener sig med den sure kvalme og bliver ofte til blanke øjne og dybe suk.
Jeg er 18 år. Den skrøbelige fornemmelse af selvstændighed, uklækket af mit hjerte, tog sit første åndedræt. Brutalt blev den revet ind i en verden af forpligtelser, uddannelse, løftede pegefingre og skattekort. Jeg flygtede med bussen, ud blandt markerne og træerne der langsomt ældes, ned blandt venner, grin og kys.
Hungrer så afsindigt meget efter frihed og sommer. Dette udmunder sig ofte i pjæk, der med kærlige drengearme og kviksandsdyner befrier mit sind for en kort stund, kun afløst af en dårlig smag i munden og endnu mere rastløshed. Ønsker så inderligt at mit liv ville sætte sig fast i en rille af evig ungdom, forelskelse og forårsregn.
Men intet varer evigt, mit hår vokser, mine negle gror og selvom det føles som aldrig, er jeg voksen lige om lidt.

Jeg har lagt  sanser og krop til mangt og meget de sidste 10 dage. Jeg er så udmattet af alle de oplevelser der stadig ruller gennem mit legme, og alle minderne der nu har taget permanent bolig i mine celler, for ja, jeg har jo været på studietur.
Frankrig var smuk, drømmende husker jeg den i en tåge af hvidvin, flutes og smilende mørke mænd.
Tyskland var, ja egentlig også smuk, men selv i et eventyrligt bjerglandskab er der åbenbart rum og plads til stress, savn og blærebetændelse. Tyskeren jeg boede ved snakkede KUN tysk, hvilket var lidt et problem, da jeg ikke snakker tysk (har spansk i skolen red.) vi valgte derfor ikke at kommunikerer og jeg blev behandlet som et kæledyr.

I går kom jeg endelig hjem, og til min store fryd ventede N, Odin og Tjalfe på mig da jeg kom hjem. Det var fantastisk, for nøj hvor havde jeg dog savnet dem mere end noget andet.